pushing limits, 2:23 ~> 5:21
For de mange tusinde løbere som hvert år udfordrer maratondisciplinen er det ikke noget der bare gennemføres på et par timer. Nej, for langt de fleste mindst fire og for legendariske Phidippides langt mere. For ham var der ikke tale om et fladt cityløb, men et ekstremt et i bakket terræn og stegende hede, der skulle koste ham livet. Jeg har derfor ofte tænkt, at for helt at forstå begrebet maraton, burde jeg prøve en af de virkeligt hårde, nemlig Great Wall Marathon, den måske mest spektakulære af slagsen!
Det har altid irriteret mig at få tilråbet "Godt gået", når jeg rent faktisk forsøgte at løbe, men denne gang var det fuldt dækkende. På forhånd havde jeg besluttet mig for at gå trapperne op af muren, men at jeg også skulle ende med at kravle og trække mig op i armene, havde jeg ikke forestillet mig. Det var svært nok at holde sig løbende i varmen neden for muren (2:02 halvvejs), så faktisk havde jeg glædet mig til at nå frem til muren anden gang og bare gå. Men nu hvor det skete, kunne jeg ikke. Jeg havde ikke blot ramt muren. Jeg var blevet opslugt af den!
Ud over den normale mur af udmattelse, er muren ved 35 i dette tilfælde helt bogstaveligt 250 meter høj. Og her klynget op i en febertilstand med skrigende muskler i varmen, følte jeg mig oprigtigt ophængt, fanget i en evighed, og indså at dette eventyr ville trække længere ud end planlagt. Temperaturen satte alle rekorder og jeg hørte en læge sige 36 grader, men trøstede mig med at være velhydreret. Jeg havde mindst drukket 3 liter væske undervejs og endda kunnet tisse - en lille blodig stråle!
Sollysets refleksion i nogle træers blade flimrede i nuancer af grønt for mine øjne, og jeg fik flakkende syner i en forestilling om grøn stær. En luftstrøm i gennem et hul i muren ramte mig på siden. Lucy in the sky with diamonds, jeg nød den lindrende brise og tog en lille pause i pinen. Det jeg var havnet i, var ikke farligt, blot en smerte der skulle overstås, en skærsild, inden himlen ventede mig, Yin & Yang og min gamle formands kærlige modtagelse, Thomas Thomsen på 80. Selv han var hurtigere end mig nu. Det var en skærsild hvis varighed retfærdigt afhang af min forældede forms formåen. Dette burde lære mig at passe bedre på min krop, tænkte jeg, og så for mig de motionerende pensionister ved Temple of Heaven i Beijing, deres imponerende fysik. Hvordan ville de mon overkomme en uendelig trappemur som denne?
Man skal normalt regne med at Great Wall Marathon er ca. 1/3 del langsommere end de hurtigste. En god maratontid på 3 timer bliver således til 4 på muren. I mit tilfælde blev det dog til mere end 5, og en sikker fornemmelse af at have klaret noget helt ekstremt, den fuldstændige forståelse af hvad det vil sige at ramme muren og gå død, endelig opfattelsen af at kende alle aspekter af disciplinen, og med 30 maratonbedrifter bag mig, en klar overbevisning om at Great Wall Marathon virkelig er den største!
Peder Troldborg, maj 2017
Musik: One Summers Day