en underlig løve
 
I Thailand er der ingen løver. Og dog er der Singha, en mytologisk løvefigur med vild og voldsom brølerattitude, åben gab og blottede tænder.
 
Så vild som Singha føler man sig dog ikke, hvis man skulle våge sig ud på en "løvetur" under Thailands tropiske betingelser. Nej, her tager varmen hurtigt gassen af vildskaben og denne feries løbeture var ingen undtagelse. Jeg følte mig som én stor inflammation, betændelsestilstand i alle muskler, sener og led, overvægtig og ude af form. Hvis det er sådan det føles, at være nybegynder på 90 kg, siger jeg av for en udfordring og stiller mig selv det, for mig, eviggyldige spørgsmål: hvordan tilpasser man løbetræning til disse dagens givne omstændigheder?
 
Program 555 var meget velegnet i Bangkoks gader, men ellers var familien altså på ferie og "søvngængerløb" i Khao Soks jungle var nok ikke det mest smarte, man kunne finde på. I stedet forsøgte vi os med løb i vand (10x all out ved Khao Laem Lake House), løb på stranden ("krabeløb" i Krabi) og trappetræning (1237 trin til toppen af Tiger Cave Temple). I Bangkoks smog løb vi et uendeligt antal runder i en park på måske 30x60m, fem minutter af gangen med sprint på hver "langside" og var døden nær. Mon højdetræning er lige så hårdt som dette? Gispende holdt vi pause på en bænk og løb så igen rundt og rundt.
 
Under lignende forhold mindes jeg et 3000m forhindringsløb, jeg engang havde i New Delhi, hvor jeg i ni minutters hede helvede blev "løvet" over ende af en inder i bare tæer. Det var måske ikke de bedste betingelser for en dansker, at begå sig under, men husker jeg tilbage, mindes jeg nu adskillige der har gjort det godt. Invitationer til eksotiske steder som Puerto Rico, Sao Paolo, Singapore og Pune var ikke umulige at få og en god måde at opleve verden på, når man blot var en fattig studerende.
 
Modsat Thailand er der mange løver i Afrika og i dag er der også mange, der tager på træningslejr i både Sydafrika, Kenya og Etiopien, men er det blot den ekstra fysiske udfordring krydret med eksotiske rejseoplevelser til en overkommelig pris, man er ude efter, kan Asien også varmt anbefales.
 
Thailand var en vidunderlig rejseoplevelse og en underlig "løvetur".
Peder Troldborg
 
 
SINGHA
Februar 2014
Underligt som erindringerne flettes sammen i tilfældige mønstre.
26. april 2015, året efter "løveturen til Thailand", løb Palle Redder Madsen sit maraton nummer 100 under 3 timer og dagen efter gik Hjermind så pludselig bort!
 
Jeg tænker, hvor tiden dog bliver af? Minderne står lige så klart, som havde jeg blot taget en lille lur på Hjerminds massagebænk. Jeg kan ikke sige, at jeg savner Niels Jørgens "jernfinger", men jeg savner hans lune selskab, så hård udenpå og så kærlig indeni, Hausgaardkoncerterne han arrangerede med frokost og brændevin, alle de gode minder. Det var fantastisk!
 
Musik: One Summer's Day, Kalle Bundgaard Troldborg