På hat med Willie the winner

Det var i maj 93 i Istanbul. Sparta var til Europa Cup og dagen før var vi ude at træne på stadion.

Jeg joggede rundt og havde ondt af mig selv. Det var ulideligt varmt og jeg følte mig tung og elendig, strakte ud og kikkede på de andre. Det var første gang jeg så ham løbe. De kaldte ham Willie. Jeg havde selvfølgelig hørt om ham før, vores nye løbetalent, men endnu ikke set ham i aktion.

Det så utroligt let og ubesværet ud. Men hvad, der stod vel også let træning på programmet? Det så ud som om at han løb 200m tempo og 200 jog. Jeg tog en mellemtid på 26 sek. og tænkte at det ikke kunne passe. Jeg tog en mere. Igen 26 sek. og det var tydeligt at han nød det. Jeg havde aldrig set noget lignende. Det var let som en leg og han blev ved og ved. Jeg var vidne til den fineste løbekunst og fra det øjeblik var jeg hans største fan.

Willie vandt både 800 og 1500 meteren dagen efter og løb en fantastisk sidste tur på vores 4x400m. Jeg så hans løbetalent som ubegrænset og indså samtidig at det var mit ikke.

To år efter var han verdensmester og jeg var family man og baby jogger.

Peder Troldborg