New York, New York x 50:
Midt under FN's årlige klimatopmøde løbes New York City Marathon
for halvtredsindstyvende gang. Storbymaratonet er før blevet
sammenlignet med lemmingernes løb mod døden i et masseselvmord
over en kløft. I Corona- og klimakrisens lys er associationen i dag
måske mere aktuel end tidligere. Alligevel er det vanskeligt ikke at
opfatte løbet som et spektakulært udtryk for positiv psykologi og
menneskelig livskraft.
Det drejer sig om New York. Eller drejer er måske så meget sagt. Ruten
drejer jo ikke rundt og ender hvor den startede, som i Copenhagen
Marathon. Nej, "det store spektakel" starter med et brag fra en kanon for
foden af Verrazano-Narrows Bridge på Staten Island og snor sig over fire
yderligere broer og bydele for at ende i Central Park Manhattan. Over 53
tusind deltagere fra 140 lande gennemførte New York City Marathon sidst
det blev afviklet, men med Corona knapt overstået og en voksende
klimabevidsthed er det spørgsmålet, hvor stort spektaklet første søndag i
november - midtvejs FN's årlige klimatopmøde - egentlig kan blive?
I et af Klaus Rothsteins 42 essays om det lange løb fra bogen "Frisk Fisk
til Inkaen", sammenligner han løbet med lemmingernes løb mod døden i et
massselvmord over en kløft og citerer den franske filosof og kultursociolog
Jean Baudrillard: "Med fordrejede øjne søger de alle døden - den død af
udmattelse, som en græsk soldat led for to tusinde år siden, da han, lad os
endelig ikke glemme det, bragte Athen budskabet om en sejr. Nutidens
maratonløbere drømmer sikkert også om at viderebringe et sejrsbudskab,
men der er for mange af dem, og deres budskab har ikke længere nogen
mening: det er budskabet om selve deres ankomst ved afslutningen på
deres kraftudfoldelse - det dunkle budskab om en overmenneskelig og
unyttig anstrengelse."
På afstand forstår jeg udmærket ovenstående refleksioner, men kommer man tættere på, synes jeg, billedet ændrer sig. En helt anden karakter af positiv psykologi tegner sig. Man søger ikke døden. Man søger livet så det kan høres og mærkes. Og man gør det så det er vanskeligt ikke at blive revet med. "Celebrating life" er et stort tema. Begejstringen i og omkring løbet vil nærmest ingen ende tage. Et år husker jeg man talte om en deltager i rullestol, som først fik skubbet sig baglæns over målstregen mandag morgen.
Et spektakel må måles på indholdet, hvor højt det bliver og hvor længe det holder. Kun tre gange er det lykkedes en dansker at blive placeret i topti. I 1989 blev Dorthe Rasmussen nr. 5, i 1985 blev Allan Zachariasen nr. 6 og i 1988 blev Tove Schultz-Lorentzen, nr. 10. Sidstnævnte "holder endnu" og løb fornyligt Copenhagen Half Marathon på under halvanden time.
Som Rothstein kender jeg glæden ved at "løbe i ophøjet ensomhed hen over en eng og gennem en skov", men når mørket falder på og jeg runder Byleddet, sker det at lyset fra Aarhus i det fjerne forvandles til New York Skyline, Brabrand Søen bliver til Central Park Reservoir og at maratonmanden Dustin Hoffman overtager mine sko.
Mine sko er lavet af genbrugsmateriale. Min arbejdsplads holder verdensmålsdage og vi arbejder med "Sustainable Future", udfordringer og løsninger for en bæredygtig fremtid. Hjemmearbejdspladser, virtuelle møder og sågar virtuelle konferencer (dog ikke COP26) er blevet til virkelighed. Maraton er ikke længere så smart på CV'et som det var en gang og du kan ikke længere rejse med Børsen til New York for at løbe det mest spektakulære.
Med fingeren på stopuret ved jeg at alt, selv et gammelt spektakel, har sin tid. Alligevel kan jeg ikke undgå stadig væk at drømme om at gøre det igen. Tage mig god tid og indsuge hele spektaklet, op igennem Brooklyn, Queens og 1. Avenue Manhattan, lige fra Ol' Blue Eyes' "New York, New York" til Rocky's "Eye of the Tiger". Og når Big Mama råber: "Get over that bridge and get the hell out of Bronx", drømmer jeg om at stoppe op og sige tak fordi jeg måtte komme. Jeg drømmer om at jogge ned i Central Park, nyde den sidste mile ad 59. Street forbi Columbus Circle og i mål. Og endelig når jeg har passeret the Finish Line, drømmer jeg om at fortsætte til Strawberry Fields og drømme for mig selv:"imagine there's no heaven, it's easy if you try, no hell below us, above us, only sky, imagine all the people, livin' for today".
Tillykke med dagen New York Road Runners, Dorthe, Allan og Tove, Palle, Kalle og alle Bis'er og strisser', bosser og albatrosser, Thorvald'er og Britt'er, Flemming'er og lemminger...
Kærlig hilsen Peder Troldborg gymnasielærer på Tradium, 31.10.21
