Checkpoint Berlin
Marathon 2009
 
Vi sad i bussen hjem, Jørns Bus. I højtaleren lød: "I want to turn the whole thing upside down". Det var Jack Johnsons filmmusik til Peder Pedal. Men også fin musik til arbejdet. Jeg sad nemlig og rettede matematikrapporter om et cykelprojekt. Mit nye arbejde som gymnasielærer i Randers var total upside down i forhold til mit tidligere liv. Nu kunne jeg ikke længere træne korte løbeture frem og tilbage fra jobbet. Automatikken, den daglige rutine var væk og en forstrækning i baglåret til skolens idrætsdag tre uger tidligere havde heller ikke gjort det bedre. Det var nedtur, fire minutter på bare et år. 2:30,34 var det dog blevet til, og en sejr i min klasse.
 
Dennis Jensen havde også vundet sin klasse, upside down, på den anden side af de 40, 2:25,19. Og Jesper Faurschou og Mikkel Kleis havde checket ind på distancen som nr. 11 og 16 på hhv. 2:17,33 og 2:21,47. Der var et nyt årti og optur på vej!
 
Det var Anders Samuelsens CD der spillede i 1900-bussen. Upside Down passede også på hans liv. Han var først checket ind på maratonprojektet i begyndelsen af august. I april havde han været helt nede med skilsmisse og politisk deroute, tung og ude af form, tung om hjertet og på randen af et sammenbrud. Men Dead Man Walking på Christiansborg var begyndt at løbe igen. Han havde genfundet sin identitet som løber. Korte ture morgen og aften havde været den bedste medicin mod en depression. Og nu sad han her ved siden af mig og var helt høj i hatten efter et imponerende maratonløb på 2:57,55. Berlin var fin. Et sted man godt kunne gemme sig et par år og spendere en folketingspension, når man efter alt at dømme måtte checke ud efter næste valg!
 
Frokostpause! Jørgen Christophersen drejede bussen ind og gjorde holdt på Hüttener Berge, som han plejede. Jeg var den første ude af bussen, men den sidste til at nå cafeteriet, total nedslidt. Viva marathon! 25 maraton i løbet af 8 år føltes som nok. Jeg var klar til at checke ud. Nu kunne manden med den gule hat godt komme og hente mig!
 
Peder Troldborg, september 2017.
Skrevet i anledningen af
det årlige Berlin Marathon
samt AS's runde bag,
50 års fødselsdag
- hjertelig tillykke!
 
Musik: Upside Down, Jack Johnson
 
Fotoet viser en veltilpas, bananspisende, kommende udenrigsminister, der netop har checket konditionen i Berlin. Og således, 20 år efter den tyske genforening, konstateret at Brandenburger Tor stadig stod åben, men at muren ved 35 var intakt.
 
Checkpoint: 2:57,55.
 
Efter det, kunne det kun gå frem og op op op!